Mikroinsemination, ICSI behandling (Intra-Cytoplasmic-Sperm-Injection)
Mikroinsemination er en relativt ny behandlingsmetode, som har været kendt siden 1994 og som gennem de sidste 4-5 år er blevet brugt stadig mere på grund af de gode resultater ved selv yderst dårlige sædkvaliteter, og hvor man tidligere har forsøgt sig med andre måder at lette sædcellens passage gennem æggehinden på.
Princippet i ICSI-metoden er, at man efter ægudtagningen i forbindelse med normal IVF-behandling befrugter de udtagne æg ved, at en enkelt udvalgt sædcelle bliver ført helt ind i æggets indre ved hjælp af en glaspipette uden at skade æggets struktur i øvrigt. Glaspipetten er en yderst tynd og skarp nål, ca. 6/1000 mm i diameter.
Efter denne proces dyrkes de befrugtede æg i næringsvæske i mikrodråber eller på sædvanlig vis som ved almindelig IVF-behandling.
Den videre behandling er som ved de sædvan-lige ægoplægningsprocedurer.
Sædcellerne kan frembringes ved udløsning eller ved, at vi udhenter dem fra bitestiklerne eller testiklerne.
ICSI-metoden kan anvendes til alle typer af mandlig infertilitet, hvis der blot kan findes nogle ganske få levende sædceller enten i sædvæsken eller ved udtagningen fra testiklerne eller bitestiklerne. Se også ICSI-test.

![]() |
![]() |