Øget egenbetaling på fertilitetsmedicin afskaffes 1. januar 2012

Folketinget har vedtaget en ændring af sundhedsloven, der med virkning fra den 1. januar 2012 afskaffer den øgede egenbetaling på fertilitetsmedicin, som blev indført den 1. januar 2011. Dette har en række konsekvenser for brugerne af fertilitetsmedicin.

Tilskud beregnes igen efter de almindelige medicintilskudsregler

Tilskud til fertilitetsmedicin vil fra den 1. januar 2012 igen blive beregnet efter de almindelige medicintilskudsregler, som også gælder for al anden tilskudsberettiget medicin. I 2012 vil du derfor igen kun have én saldo i Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister (CTR), dvs. at begreberne CTR-A og CTR-B vil forsvinde fra 1. januar 2012.

Mulighed for kronikertilskud genindføres

Ændringen betyder også, at det igen bliver muligt at få en bevilling af kronikertilskud, hvis man har store udgifter til fertilitetsmedicin. Med en bevilling af kronikertilskud udgør den årlige egenbetaling til tilskudsberettiget medicin maksimalt 3.655 kr. (2012-niveau). Det er lægen, der skal ansøge Lægemiddelstyrelsen om kronikertilskud.

Overgangsregler

Der er i forbindelse med lovændringen lavet nogle overgangsregler, der sikrer, at ingen personer bliver ringere stillet end efter de regler, der gjaldt i 2011. Disse overgangsregler betyder, at nogle personer får forhøjet deres tilskudssaldo og forlænget deres tilskudsperiode i Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister (CTR). Det sker for at forhindre, at der er personer, der får en højere egenbetaling til fertilitetsmedicin i 2012, end de ville have fået efter reglerne gældende i 2011.

For de personer, der er berørt af overgangsreglerne, sker ændringerne automatisk og centralt i Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister. Da apotekerne bruger oplysningerne i CTR, når de beregner tilskud i ekspeditionsøjeblikket, skal man ikke foretage sig noget for at få sit tilskud beregnet korrekt.

Hvis du er omfattet af overgangsreglerne og køber tilskudsberettiget medicin, inden ændringerne i CTR er gennemført, kan det derfor ske, at du får for lidt i tilskud. Hvis du kommer ud for det, vil du få beløbet, du har til gode, udbetalt på dit apotek, efter at ændringerne er på plads.

Læs mere på www.laegemiddelstyrelsen.dk